Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

DFDS-færge kobler på ”stikkontakten” i København

Søgeord:

27. oktober 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

271 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Københavns første landstrømsanlæg indvies til DFDS-færgerne.

 

Et nyt landstrømsanlæg blev tirsdag indviet ved DFDS færge- og ro-ro-terminal i København af Københavns overborgmester Lars Weiss (S), Barbara Scheel Agersnap, CEO i Copenhagen Malmö Port og Peder Gellert Pedersen, Executive Vice President og ansvarlig for færgedivisionen i DFDS.

 

Landstrømsanlægget betyder, at færgerne fremover får el fra land, når de ligger i havn, i stedet for at producere den selv med skibets egne dieseldrevne generatorer. Dermed skåner landstrømsanlægget omgivelserne for den sundhedsskadelige partikelforurening, som færgerne hidtil har udledt, når de ligger ved kaj.

En sidegevinst er, at landstrømmen i hvert fald delvist er produceret fossilfrit – typisk ved vindkraft – og dermed reducerer landstrømmen også færgernes udledning af CO2.

København og Oslo

Med det nye anlæg får DFDS-færgerne nu mulighed for at tilslutte sig landstrøm i både København og Oslo. Anlægget er et resultat af et partnerskab mellem Copenhagen Malmö Port (CMP) og DFDS, som gør det muligt at slukke skibenes generatorer i havn og dermed reducere udslippene af luftforurenende stoffer samt partikler mærkbart.

 

Københavns overborgmester, Lars Weiss, var med til at indvie anlægget, da Pearl Seaways i formiddags blev tilsluttet.

 

- Vi tager med det nye landstrømsanlæg et vigtigt skridt hen imod et København med mindre luftforurening. Det er godt for både klimaet og naboerne til havnen, at færgerne nu kan slukke for dieselmotoren og koble sig til klimavenlig strøm, når de lægger til kaj. Jeg ser også frem til, at vi får etableret landstrøm til krydstogtskibene ved Langelinie og i Nordhavn, så snart Folketinget har ændret lovgivningen, siger overborgmester i København Lars Weiss (S).

Grønnere havn

Hos CMP og DFDS er der stor glæde og tilfredshed over, at færgerne nu kan koble sig på landstrøm og dermed bevæge sig i en grønnere retning.

 

- Dagens indvielse af landstrømsanlægget til DFDS-færgerne markerer et vigtigt skridt i vores indsats for at gøre havneaktiviteterne i København mere grønne. Jeg vil gerne takke DFDS, vores tekniske rådgiver COWI samt vores hovedentreprenør Actemium for samarbejdet og for at virkeliggøre projektet, som får en stor klima- og miljømæssig gevinst, siger Barbara Scheel Agersnap, CEO i Copenhagen Malmö Port.

 

- Jeg er stolt over at præsentere det første landstrømsanlæg i København til gavn for både passagerer og lokalmiljø. Dette er et resultat af et solidt partnerskab mellem CMP, Actemium og DFDS. Vi står overfor en grøn omstilling, som er enormt kompleks, og det er netop partnerskaber og samarbejder som dette, der er essentielle, når vi skal udvikle grønne, innovative løsninger og bevæge os i den rigtige retning, siger Peder Gellert Pedersen, Executive Vice President og ansvarlig for færgedivisionen i DFDS.

Flere anlæg på vej

Landstrømsanlægget til DFDS er det første i København, men bliver ikke det sidste. I 2024 forventes krydstogtskibe i havnen i København at kunne bruge landstrøm, når de ligger til kaj i Ydre Nordhavn og ved Langelinie på Østerbro.

 

- Vi er glade for, at landstrøm nu kommer til København. Og dette anlæg vil ikke blive det eneste landstrømsanlæg i København. Netop nu er vi ved at finde rådgivere til arbejdet med at etablere landstrøm til byens krydstogtskibe i Ydre Nordhavn og på Langelinie, så vi i fremtiden kan sikre en lavere CO2-udledning fra skibene og derved renere luft til københavnerne, siger By & Havns adm. direktør Anne Skovbro.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk