Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Grenaa-Halmstad-ruten i drift

Søgeord:

4. februar 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

337 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Stena Lines nye færgerute mellem Danmark og Sverige åbnet.

 

Lørdag den 1. februar mødte tusindvis af danske og svenske borgere op for at deltage i indvielsen af Stena Lines nye færgerute mellem Grenaa og Halmstad. Dagen markerede en historisk begyndelse for den nye Kattegatregion, der skal skabe et stærkere samarbejde på tværs af havet.

 

Stena Lines nye færgerute mellem midtjyske Grenaa og den svenske købstad Halmstad blev indviet ved en stor åbningsceremoni den 1. februar 2020. 

 

Ceremonien startede i Grenaa Havn med deltagelse af blandt andre transportminister Benny Engelbrecht, fortsatte på overfarten med færgen Stena Nautica og sluttede af med stor fejring i Halmstad Havn. Ruten åbner op for helt nye muligheder på tværs af Kattegat for godstrafikken, for turismen og for erhvervsudvikling mellem Østjylland og Vestsverige.

Feststart i Grenaa

Færgeruten blev fejret fra tidlig lørdag morgen i Grenaa Havn, hvor borgere, erhvervsliv og politikere trodsede vintermørket og mødte op for at sende færgen Stena Nautica godt af sted på sin første tur mod Halmstad.

 

- Det er ikke alene en vigtig dag for østjyderne, der nu får endnu lettere ved at krydse Kattegat og besøge Sverige. Det er også positivt for Danmark og for vores gode forhold og venskab til Sverige, at vi nu får en færgeforbindelse mellem Grenaa og Halmstad. Det er vigtigt, at vi har en tæt relation til vores nabolande, og at vi har et gensidigt samarbejde med fokus på turisme, handel, vækst og erhverv, hvis vi fortsat skal stå stærkt på den internationale scene. Jeg har derfor kun al mulig grund til at ønske god vind til Stena Line og til de forhåbentlig mange nye passagerer, sagde transportminister Benny Engelbrecht.

Festen fortsatte i Halmstad

Fra Grenaa gik turen tværs over Kattegat til Halmstad, hvor passagerne ombord på Stena Nautica blev taget i mod med fanfare og folkefest. På kajen var flere tusinde mødt op for at fejre den nye færgerute, og på scenen kunne de fremmødte lade sig underholde af både symfoniorkester, dans og livemusik. Den officielle åbning af ruten fandt sted på scenen i Halmstad og blev indledt med ord fra blandt andre Transportminister Benny Engelbrecht og medlem af Folketinget og Nordisk Råd, Bertel Haarder.

 

Bertel Haarder lagde især vægt på vigtigheden af at styrke det nordiske samarbejde, hvilket den nye rute er med til at støtte op om:

 

- Samarbejde på tværs af vores nordiske lande er altafgørende. Vi bliver bedre, når vi samarbejder. Vores verden bliver større, når vi samarbejder. Åbningen af færgeruten mellem Grenaa og Halmstad åbner nye muligheder for samarbejde på tværs af Kattegat på områder som eksempelvis erhverv, uddannelse, kultur og turisme, og jeg glæder mig til at se og bidrage til resultaterne af det, fortalte Bertel Haarder, som også er kommende præsident ved Nordisk Råd for 2021.

Lastvogne og turister

Med åbningen af den nye færgerute forbinder Stena Nautica nu Kattegatregionen og de tre byer Aarhus-Grenaa-Halmstad. Samarbejdet på tværs af Kattegatregionen rummer et stort potentiale for udveksling og samarbejde mellem stort set alle dele af vores samfund som kommuner, erhvervsliv, uddannelse, sport og kultur, fortæller Tony Michaelsen, rutedirektør for Stena Line i Danmark:

 

- Ikke nok med, at den nye færgerute gavner lastvognstrafikken fra Jylland, men den vil i høj grad også gavne turismen. Stena Line arbejder sammen med turistaktører på både dansk og svensk side, som er med til at udvikle turismen på tværs af Kattegat. Ruten bidrager samtidig til udveksling inden for mange andre dele af vores samfund, så indvielsen er virkelig begyndelsen på en styrket Kattegatregion. Den vision er vi stolte af at dele med både Norddjurs og Halmstad Kommune, sagde Tony Michaelsen.

I efteråret 2019 underskrev Halmstad og Norddjurs Kommune aftalen ’Kattegatalliancen’, som er et manifest for fremtidige initiativer og regionens udvikling. Stena Line har med den nye færgerute givet startskuddet for etableringen af den nye region og håbet er, at ruten vil bidrage til en positiv udvikling af fragttransporten, og at turismen på hver side af vandet finder nye markeder og muligheder takket være ruten og regionen.

 

FAKTA

Om den nye færgerute

Ruten Grenaa-Halmstad besejles af Stena Nautica, som er 135 meter lang og har plads til 900 passagerer samt 1200 længdemeter til biler og lastbiler. Det er 60 år siden, at en færgerute blev etableret i Halmstad. Selv om Grenaa har haft færgeruter uafbrudt siden da, har Halmstad ikke været modtagende havn i 20 år. Sejladsen fra Grenaa til Halmstad tager ca. 4,5 timer. En enkeltbillet for en lille personbil med to voksne og to børn koster mellem 500 og 800 kroner. En enkeltbillet koster mellem 125-170 kroner.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com