Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Grenaa Havn gik 12 procent frem i 2021

Søgeord:

20. april 2022  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

240 gange

Læses i øjeblikket af:

0

Et af de bedste resultater fra Grenaa Havn – nogensinde.

 

Grenaa Havn er kommet ud af 2021 med vækst på så højt et niveau, at havnen opnår et af de bedste resultater nogensinde. Havnen forventer, at 2022 bliver et konsolideringsår med fortsat fokus på forretningsudvikling og ISO-certificering af havnen.

 

Grenaa Havn rapporterer en omsætning på 68,2 mio. kr., hvilket er en stigning på cirka 12 procent fra 2021. På bundlinjen lyder årets resultat på 10 mio. kr., som også er en stigning fra sidste år.

 

- År 2021 skulle egentligt være et konsolideringsår, hvor vi for alvor begyndte at arbejde med den nye 2025-strategi ”Partnerskabshavn for en grøn verden”. Derfor lå det ikke i kortene, at Grenaa Havn skulle præstere en omsætningsrekord, som topper de tre forhenværende rekordår. Det kan vi være rigtig stolte over, udtrykker en tilfreds Bent Hansen, formand for bestyrelsen for Grenaa Havn A/S.

Grenaa Havns administrerende direktør, Henrik Carstensen, deler også formandens og bestyrelsens begejstring:

 

- Væksten kan blandt andet tilskrives, at vi på Grenaa Havn er dygtige til at lande ad-hoc projekter. Og så er den samlede organisation parat til hurtigt og fleksibelt at handle på nye opgaver og føre dem i mål. Et af årets spændende projekter var pre-assembly af verdens største flydende havvindmølle TetraSpar. For Grenaa Havn er det stort at kunne bidrage til udviklingen af banebrydende projekter som for eksempel flydende havvind.

Grøn omstilling af havnen

I relation til Grenaa Havns nye strategi, har havnen gjort adskillige fremskridt henimod en grøn omstilling af havnen:

 

- I 2021 indgik vi en leverandøraftale med energikoncernen NRGI. Det betyder, at vi har omstillet havnens strømforbrug til 100 procent dansk produceret, klimavenlig strøm. Vi har etableret ti el-ladestandere på havnens område, til brug for erhvervslivet, turister og privatbilister. I april fik vi leveret vores nye Liebherr kran, som er konverteret til at kunne køre på el. Derudover fortsætter vi vores proces med at etablere en endnu bedre energiinfrastruktur på havnen, hvor de største skibe og rigge kan tilkobles landstrømanlæg. Dermed får vores kunder en fleksibel adgang til havnens store opgradering på landstrøm fra 2 til 20 megawatt, som havnen også investerede i i 2021, fortæller Henrik Carstensen.

Forventninger til 2022

- Vi forventer, at år 2022 bliver et konsolideringsår. Helt aktuelt ydes der en stor indsats for at gøre Grenaa Havn attraktiv for fremtidens store projekter, som for eksempel kommende vindmølleparker i Kattegat og Femern, fortæller formand Bent Hansen og fortsætter:

 

- Inden udgangen af 2022 forventer vi blandt andet at komme i mål med en ISO-certificering af havnen inden for kvalitets-, miljø- og arbejdsmiljøledelse.

 

Ny bestyrelse

Grenaa Havn A/S byder velkommen til de tre nye bestyrelsesmedlemmer, som er indstillet af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune: Anette Ruby Liebe, Benny Hammer og Jens Meilvang.

 

På det konstituerende bestyrelsesmøde, som blev afholdt i forlængelse af generalforsamlingen, blev Bent Hansen udpeget til at fortsætte på formandsposten og Laura Hay Uggla bliver ny næstformand.

Udover førnævnte består bestyrelsen af Anne Bjerrekær, Lene Skovsgaard Sørensen, Jess Abildskou og Lars Møller.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk