Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Port of Aalborg øger godsomsætningen i 2020

Søgeord:

25. januar 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

933 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Aalborg Havn var blandt de danske havne, der kunne melde om fremgang trods COVID-19-pandemien.

 

Trods coronapandemien og en ekstraordinær nedgang i kulimporten var 2020 et år med højt aktivitetsniveau hos landets største indlandshavn, Port of Aalborg. Den samlede godsomsætning gik en smule frem drevet af en betydelig fremgang i fragten til og fra kajerne ved det hurtigt voksende erhvervsområde i Aalborg Øst.

 

Landets største indlandshavn, Port of Aalborg, har netop opgjort godsomsætningen for det seneste kalenderår, og heraf fremgår det, at den samlede omsætning på gods over kaj ramte 3.045.000 tons.

 

Det skriver Aalborg Havn i en pressemeddelelse.

 

Dermed har Port of Aalborg, trods et svært år præget af coronapandemien, realiseret en fremgang på lige knap én procent, og ifølge adm. direktør Claus Holstein er der god grund til at være tilfredse med det resultat:

- 2020 var et meget svært år for verdensøkonomien, og det er derfor i sig selv positivt, at vi kommer ud af året med en samlet fremgang. Det tyder på, at det er lykkedes at positionere Aalborg stærkere i markedet for godsflows ind og ud af Danmark, siger Claus Holstein og fortsætter:

 

Flot frem i øst

- Derudover hæfter vi os ved, at godsomsætningen på vores kajer på Østhavnen er gået flot frem, og det ser vi blandt andet som et udtryk for de senere års positive udvikling af vores erhvervspark, der har været med til at understøtte de eksisterende virksomheders forretning og medført, at mange nye virksomheder er kommet til.

Havde det ikke været for en ekstraordinær nedgang i kulimporten som følge af Nordjyllandsværkets længerevarende driftsstop i 2019, kunne Port of Aalborg ifølge Claus Holstein efter alt at dømme have realiseret en anselig større samlet omsætningsfremgang på gods over kaj.

 

- Det siger noget om vores udvikling på godstransporten i Østhavnen, at vi trods nedgangen ved Nordjyllandsværket alligevel løfter den samlede godsomsætning. Det tegner godt for fremtiden, hvor kulimporten kommer til at fylde mindre og mindre i takt med, at Nordjyllandsværket udfaser kul, forklarer Michael Rosenkilde Lind, Commercial Manager Bulk.

Markant vækst på gods via jernbane

Noget, der til gengæld fylder mere for Port of Aalborg i disse år, er aktiviteten på Østhavnens jernbaneterminaler. Her bød 2020 på en fremgang i antal anløb på 52 %, mens antallet af vogne steg 54 pct.

 

- Vi ser os selv som en intermodal indlandshavn og erhvervspark, og det betyder, at det ikke er nok at tilbyde transport over kaj. Vi skal sikre virksomhederne i vores erhvervspark de optimale betingelser for succes både på vandsiden og landsiden, og her bliver jernbanetransporten en stadig mere konkurrencedygtig transportform, siger Rasmus Munk Kolind, Commercial Manager Rail og fortsætter:

 

- Derfor har vi gennem de senere år investeret massivt i vores jernbanesetup – senest med en helt ny jernbaneterminal i 2020 – og vi er slet ikke færdige på den front. Derudover formåede vi gennem 2020 flere gange at øge antallet af ugentlig anløb, og lige før jul indfriede vi så en af vores helt centrale målsætninger om anløb alle hverdage.

Det tyder ifølge Aalborg Havn på, at 2021 vil fortsætte i det travle spor fra 2020. Forventningen er, at den positive udvikling på både jernbanen og nybyggeri vil fortsætte de kommende år, hvor Port of Aalborg ud over de igangværende udvidelser af infrastrukturen også planlægger yderligere investeringer i erhvervsparkens rammer og faciliteter med henblik på at tiltrække endnu flere nye virksomheder til Østhavnen.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com