Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Rekordår i Thyborøn Havn

6. marts 2019  |  

Af Redaktionen

Sjette rekordregnskab i træk.

 

Bestyrelsen i Thyborøn Havn har netop godkendt havnens årsregnskab for 2018, der vil få de fleste danske havne til at sende misundelige blikke i nordvestlig retning.

 

Med 44,8 mio. kr. præsterede havnen omsætningsrekord for sjette år i træk. Årets resultat lød på 12,2 mio. kr., hvilket ligeledes var ny rekord.

 

Bestyrelsesformand Karl Kristian Bro udtaler i forbindelse med regnskabet, som netop er godkendt på bestyrelsesmøde:

 

- 2018 har været et helt fantastisk år. At landingsværdien for fisk rundede den magiske 1 mia. kr., vidner om, at vores investeringer er de rigtige, og at vi virkelig hører til i sværvægtsklassen blandt fiskerihavne i Danmark. Det er også yderst tilfredsstillende, at både omsætning og resultat følger med de store investeringer, vi har foretaget i havnen gennem de sidste fire år, siger han.

 

Bestyrelsen har foreslået årets resultat overført til egenkapitalen, idet den fortsatte konsolidering skal anvendes til fremtidige investeringer for dermed at sikre havnens fortsatte udvikling. Thyborøn Havns egenkapital udgør herefter 123,6 mio. kr.

Højt investeringsniveau

Sten og grusmaterialer fra Jyske Rev er fortsat den helt store godstype i Thyborøn. Men selvom godsmængden er lavere end i rekordåret 2017, så er det fortsat særdeles tilfredsstillende, at Thyborøn Havn for tredje år i træk ligger over 1,5 mio. ton i alt, lyder det fra havnen.

 

Thyborøn Havn ser også frem mod 2020, hvor det forventes, at havnen kommer til at investere i større vanddybder i indsejlingen til havnen. Det sker i forbindelse med, at Thyborøn Havn overtager statens hidtidige ansvar for oprensningen i Thyborøn Kanal 1. januar 2020. I øjeblikket arbejdes der på en VVM-redegørelse, der skal munde ud i, at havnen i første halvår af 2020 kan uddybe Thyborøn Kanal og indsejlingen til 10 meter, hvor der i dag garanteres 8 meters vanddybde.

- Vi er ret stolte af det investeringsniveau, vi har været i stand til at holde i Thyborøn. Men vi er især stolte af, at vi investerer i samarbejde med kunderne, og at de kvitterer for det ved at holde et højt aktivitetsniveau på både fiskeri og gods på havnen. Vi glæder os specielt meget til at færdiggøre de nye kajer ved TripleNine og få uddybet Thyborøn Kanal i 2020. Det skal være med til at sikre en fortsat udvikling af hele erhvervet omkring Thyborøn Havn i de kommende år, hvor fokus bestemt også vil være på de kommende vindmølleprojekter i Nordsøen, siger Jesper Holt Jensen, havnedirektør i Thyborøn Havn. /anga.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

186 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com