Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Søtransport slår alle rekorder

Søgeord:

10. august 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

341 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Danske rederiers eksport af søtransport slår alle rekorder i første halvår af 2021.

 

Danske rederier eksporterede ydelser for mere end 133 milliarder kroner. Det er 13 milliarder mere end den hidtidige rekord. Det skriver rederiernes brancheforening Danske Rederier.

 

Selvom verden i store dele af årets første seks måneder har været lukket ned, er det ikke gået ud over forbrugernes lyst til at købe varer fra fjerne egne - tværtimod.

 

Rederierne har – ifølge en ny opgørelse fra Danmarks statistik - eksporteret søtransport for intet mindre end 133,6 milliarder kroner i det første halvår af 2021. Det er ca.11 procent mere end den hidtidige rekord sat i 2019, hvor der blev eksporteret for 120,2 milliarder i det første halvår.

 

- Jeg er glad for at se, at vi trods vanskelige udfordringer med at få vores besætninger til og fra skibene har formået at holde dampen oppe og verdenshandlen flydende. Rederierne og de søfarende har om nogen sørget for, at vi ikke har manglet noget under coronakrisen. Det kan vi godt være stolte af, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

 

Rekorden skyldes flere faktorer. Der er aldrig blevet fragtet så meget til søs som nu, der er stor forbrugerefterspørgsel, og corona-restriktionerne har skabt trængsel i flere store havne. Det har sendt fragtraterne i vejret i flere segmenter.

Store forskelle i segmenter

Mens der har været fuldt tryk på tørlast- og containermarkedet, så har det set sværere ud for tank- og passagerskibene.

Det skyldes blandt andet, at rejserestriktionerne har holdt flyene på jorden, bilerne i garagerne og turister fra at besøge deres nabolande. Så vi har sejlet med betydeligt mindre brændstof til fly og biler end før coronakrisen.

 

- Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har ramt vores rederier meget forskelligt. Mens nogle har haft mere end rigeligt at lave, har eksempelvis vores udenrigsfærger måttet spejde langt efter passagerne. Det gør billedet lidt broget, og jeg glæder mig derfor til, at corona er en saga blot, og vi igen har bedre sigte, siger Anne H. Steffensen.

Danske rederier eksporterede i 2020 for 237 milliarder kroner.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com