Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Told-IT først klar i 2019

15. januar 2016  |  

Af Redaktionen

Danske Speditører: Digitaliseringen af EU-toldkodeksen bliver voldsomt forsinket.

De første 2-3 år må virksomhederne leve med EU-toldkodeksen uden ny IT-understøttelse.

Det bekræftede embedsmændene fra skatteministeriets departement og SKAT 13. januar 2016 på et møde i Toldkontaktudvalget.

 

Selv om der stadig bliver forhandlet på livet løs i EU om IT-delen af EU-toldkodeksen, der formelt træder i kraft i samtlige EU-medlemslande 1. maj 2016, synes det nu at stå klart, at de elementer af EU-toldkodeksen, der skal træde i kraft i 2016 og 2017, ikke vil kræve noget særligt af virksomhederne på IT-området. Det er nemlig for ganske nyligt blevet besluttet at udsætte de IT-krævende elementer fra 2017 til 2019.

 

Det har længe stået hen i det uvisse, hvornår og hvordan de store og meget ressourcekrævende IT-elementer i EU-Toldkodeksen skulle rulles ud. Derfor har Danske Speditører gennem de seneste 6 måneder presset på for at få et klart svar.

_ Det er godt, at vi nu har fået en afklaring. Men medaljen har altså også en bagside, som jeg er nødt til at gøre opmærksom på. Den gode nyhed er, at vi formentlig ikke risikerer, at der bliver lavet et forhastet IT-system med en masse indbyggede børnesygdomme, som erhvervslivet skal kæmpe med. Nu har SKAT fået væsentligt bedre tid til at få udviklet og afprøvet et IT-system, der på længere sigt skulle gøre det nemmere for alle. Det er også godt, at erhvervslivet kan få god tid til at foretage sine efterfølgende IT-tilpasninger til det nye offentlige system, siger politik- og kommunikationschef i Danske Speditører, Henrik Beck.

Medaljens bagside

Bagsiden af medaljen er, ifølge Henrik Beck, at de første elementer af EU-toldkodeksen der skal indføres i 2016 og 2017, ikke bliver IT-understøttet i Danmark. Det vil næppe kunne ske uden ekstra bøvl og administrative byrder for medlemsvirksomhederne i Danske Speditører.

 

- Det ser vi på med en vis bekymring, fordi det oprindeligt faktisk var meningen, at EU-toldkodeksen skulle medføre lettelser for erhvervslivet. I den oprindelige tekst fra EU står det, at EU-toldkodeksen skal bygges på ”informationssystemer, der skal gøre det lettere at drive forretning” og at administrative byrder for de økonomiske operatører skulle mindskes gennem anvendelse af elektroniske procedurer. Sådan kommer det desværre ikke til at gå i den første tid, lyder det beklagende fra Henrik Beck.

Helt konkret skal både virksomhederne og SKAT forsøge at få de dele af toldkodeksen, der implementeres i Danmark i 2016, 2017 og måske endda helt ind 2018, til at fungere uden ny IT-understøttelse. Det vil kunne give anledning til en del praktisk bøvl allerede fra 1. maj 2016, hvor der vil komme til at gælde en række nye krav til virksomhederne med hensyn til bevillinger og sikkerhedsstillelse.

 

Scan og email

Eksempelvis vil virksomhederne også efter 1. maj 2016 skulle udveksle dokumenter med SKAT på den gammeldags ikke særlig digitaliserede facon.

 

- Vi kan risikere at komme i en situation, hvor antallet af virksomheder, der skal søge om bevillinger til f.eks. at drive lager til midlertidig opbevaring, stiger voldsomt uden, at der er IT-understøttelse af dokumenthåndteringen og den efterfølgende sagsbehandling. Det samme vil kunne gøre sig gældende med hensyn til sikkerhedsstillelse for opstået og potentiel toldskyld. Alt tyder på, at flere danske virksomheder og aktører end i dag i fremtiden skal stille sikkerhed. Det er kanonærgerligt, at vi må vente i hvert fald et par år inden vi på toldområdet kommer til at opleve den gennemgribende digitalisering, som jo oprindeligt var det, der skulle få erhvervslivet til at betragte EU-toldkodeksen som en forbedring i forhold til tidligere, siger Henrik Beck.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

860 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com