Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Udtjente skibe skal ikke forurene

Søgeord:

Læst i alt:

587 gange

Læses i øjeblikket af:

1

14. september 2016  |  

Regler for skrotning på vej.

Miljø- og fødevareministeren tager nu første skridt til regler for skrotning af skibe, der skal sikre, at mennesker og miljø på globalt plan bliver bedre beskyttet, når skibe skal ophugges.

 

På verdensplan bliver ca. 1.000 udtjente handelsskibe hvert år hugget op, med henblik på at værdifulde materialer som eksempelvis stål kan bruges igen. Langt de fleste skibe sendes til Asien og bliver ophugget under uordnede forhold i lande som Indien og Bangladesh, der ikke har samme fokus på miljø og arbejdsforhold som i Europa.

Tiltræder konvention

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er nu på vej med nye regler, der betyder, at Danmark kan tiltræde den såkaldte Hong Kong-konvention, som er en global aftale, der sikrer, at ophugning af skibe sker på forsvarlig vis, så både mennesker og miljø beskyttes mod skadelige kemikalier.

 

- Udtjente skibe skal ikke forurene strande i tredjeverdenslande. Skibe er farligt affald, som skal ophugges under forsvarlige forhold, så de ikke er til fare for menneskers sundhed, sikkerhed og for miljøet. Det gør stærkt indtryk at se forholdene på de værfter i Asien, hvor mange udtjente skibe hugges op. Derfor har det været en vigtig prioritet at få de danske regler tilpasset, så vi kan tiltræde Hong Kong-konventionen, der er med til at fastsætte globale standarder for sikker ophugning af skibe. Det skal sende et stærkt signal til andre lande – jo flere lande, der tiltræder, jo hurtigere kan konventionen træde i kraft, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

 

Ifølge Danmarks Rederiforening bliver der i gennemsnit sendt ti danskopererede skibe til ophugning om året. En lille del bliver ophugget i Danmark, og resten bliver ophugget hovedsagligt på værfter i Indien, Kina og Tyrkiet.

Behov for globale regler for ophugning

Hong Kong-konventionen blev vedtaget af FN’s søfartsorganisation tilbage i 2009. Dele af konventionen er allerede vedtaget i EU med den såkaldte Skibsophugningsforordning, og med Danmarks tiltrædelse er der større mulighed for, at flere lande på globalt plan vil tiltræde konventionen.

 

- Det er rigtig positivt, at ministeren nu sikrer, at Danmark snart kan tiltræde konventionen. Op mod 70 procent af verdens skibsophugning foregår i tredjeverdenslande, så globale regler er helt afgørende for at sikre, at ophugningen sker på en forsvarlig måde. Vi skal derfor presse på for at flere lande følger trop, så konventionen kan træde endeligt i kraft. Indtil det sker, opfordrer vi alle vores rederier til at overholde de kommende krav frivilligt, siger adm. direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen.

Tilfredshed hele vejen rundt

- Dansk Metal og CO-industri er rigtig glade for, at den danske regering nu tiltræder Hong Kong-konventionen. Vi har i en årrække arbejdet for, at vi kan få en fuld ratifikation af Hong Kong-konventionen, så vores udenlandske kollegaer i f.eks. Indien, Bangladesh og Pakistan kan få rimelige arbejdsvilkår ved ophugning af skibe. Med regeringens forslag er vi nu kommet et stort skridt videre, siger formand for Dansk Metal og CO-industri Claus Jensen.

 

De nye regler er netop sendt i høring, og Danmark forventer at kunne tiltræde konventionen i foråret 2017.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com