Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

- Vi skal ændre branchens dårlige omdømme

19. januar 2018  |  

Af Anders Per Gajhede

"Roadshow" besøgte også Aarhus Tech.

(Denne artikel er en del af artikelserie om åbent hus på Aarhus Tech, hvor hovedartiklen blev bragt mandag; link)

 

Et arrangement som det åbne hus hos Aarhus Techs skole for transport og logistik er diesel på motoren for Transportens Udviklingsfond (TU) og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond (GUU), der over 200 dage om året kører land og rige rundt med kampagnen ”Job i transport”. Bag de to fonde står ATL, DTL-A og 3F.

 

Fondene har som erklæret mål at gøre op med de mange fordomme, der knytter sig til transporterhvervet og tiltrække flere unge til en branche, der har – og yderligere ser ud til at få – massive problemer med rekrutteringen.

Sober vejledning

”Usundt”, ”ensomt”, ”lavstatus” og ”ringe arbejdsvilkår” er nogle af de prædikater, jobbet som lastbilchauffør har fået påklistret og som TU/GUU må lægge ørerne til på daglig basis. Fondene gør det dog gladeligt, for så har de en mulighed for at komme rundt med ”Job i transport”-kampagnen og fortælle om nogle af de muligheder, et job i transportsektoren også kan give.

 

Det siger Magnus Købke, der er projektchef i TU:

 

- Vi kører ud til arrangementer som dette for at fortælle de unge om livet som lastbilchauffør. Det gør vi i håbet om, at flere unge vil få øjnene op for transportuddannelserne. Der er stor chaufførmangel, og vi hører, at Danmark om 5-6 år vil mangle 70.000 erhvervsskoleuddannede, siger Magnus Købke.

Han tilføjer, at der derfor er behov for sober vejledning til de unge, der ofte får at vide, at en gymnasial uddannelse er det eneste rigtige.

 

- ”Job i transport” er en image- og rekrutteringskampagne, der skal være med til at fremtidssikre transportsektoren i Danmark. Vi har hele tiden brug for flere dygtige transportarbejdere, hvis vi skal kunne følge med konkurrencen på det europæiske marked, men det er lige så vigtigt at udvide rekrutteringsgrundlaget, så flere end i dag vælger at blive lastbilchauffør eller lager- og logistikmedarbejder. Derfor er det vigtigt at få ændret det dårlige omdømme, som branchen desværre har fået, siger projektchefen.

Volvo-truck skal tiltrække

Som en del af kampagnen kører TU/GUU rundt med sit ”Roadshow”, der er en specialdesignet Volvo-truck, der indeholder lastbilsimulator og brochurer, der fortæller om en fremtid i transportbranchen.

 

- Det vækker jo opsigt, når der pludselig står en kæmpe lastbil foran vinduet, og vi har oplevet et enormt engagement fra eleverne på alle de skoler, vi har besøgt indtil videre. Den indbyggede simulator, som giver en ægte fornemmelse af at sidde bag rattet i en lastbil, er meget populær, og det samme er mødet med de unge chauffører, der svarer på spørgsmål og giver et ufiltreret indblik i jobbet som lastbilchauffør, siger Magnus Købke.

 

- Lastbilen er ude hver eneste hverdag – mere end 200 dage om året. Den har besøg af mellem 8 og 10.000 skoleelever i løbet af et skoleår, og jeg er selv ude med lastbilen cirka en gang om ugen, siger projektchefen.

Han tilføjer, at fondenes egen målsætning med kampagnen er, at TU og GUU skal kunne se en øget tilgang til grundforløbene på transportuddannelserne.

 

- Ifølge en undersøgelse fra august var der tilbagegang på alle grundforløbene på erhvervsskolerne – med undtagelse af transportuddannelserne, der var status quo. Vi tror på, at vi har del i den succes, og det siger mig, at vores kampagne virker, siger Magnus Købke.

 

Oprindeligt skulle Roadshow-trucken være kørt i garagen, men på grund af stor efterspørgsel har organisationerne bag besluttet at lade den køre rundt i landet – foreløbigt indtil foråret 2019.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

471 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com