Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

- Vi skal tage os bedre af chaufførerne

28. september 2017  |  

Af Anders Per Gajhede

Claus Riis vil forbedre servicen.

Indtil årsskiftet havde Fjord Line ikke en dedikeret fragtdirektør, men i stedet en cargochef, som samtidig havde en række andre opgaver i det norske rederi.

 

Da Claus Riis således overtog stillingen som fragtdirektør i rederiet per 1. januar, havde han som nyt medlem af rederiets topledelse fået muligheden for at sætte sit eget præg på stillingen såvel som på selskabets drift og udvikling.

 

Den opgave har den 49-årige aalborgenser ikke alene taget til sig i form af tiltag til forbedring af servicen over for lastbilchauffører og metoder til forbedring af sproglige udfordringer over for chauffører, der ikke taler dansk eller engelsk. Han har også ændret navnet på Fjord Lines fragtafdeling.

Bedre sprog-service

Claus Riis kom til Fjord Line i Hirtshals fra Stena Line i Frederikshavn, hvor han de forudgående 15 år havde bestridt stillingen som fragtchef. Han er uddannet inden for transport og logistik og har i alt 28 års erfaring i branchen.

 

Som ny leder af Fjord Lines fragtdivision har han især bemærket, hvordan hans nye arbejdsplads har et højt serviceniveau over for kunder og samarbejdspartnere. Alligevel mener han, at store dele af den danske transportbranche – herunder også Fjord Line i Hirtshals – kan gøre en større indsats for især at tackle de sproglige udfordringer, der kan opstå mellem udenlandske chauffører og det hjemlige transporterhverv.

 

- Vi vil gerne blive endnu bedre i vores service til chaufførerne, og der er desværre en generel udfordring omkring sproget. Generelt er der helt klart et forbedringspotentiale i den danske transport- og logistikbranche i, at vi tager os bedre af disse chauffører. Det er ikke kun de østeuropæiske chaufførers problem, at de ikke taler dansk eller engelsk. Det er ligeledes en udfordring for Fjord Line, at chaufførerne ikke forstår, hvad vi siger, lyder det fra Claus Riis.

Sprogundervisning

Helt konkret kan det eksempelvis være en udfordring at forklare østeuropæiske chauffører den lidt kringlede rute fra Hirtshals Transportcenter, hvor Fjord Line og Claus Riis har sit kontor, og videre ned til Fjord Lines færgeanlæg på Hirtshals havn, lyder det fra Claus Riis.

 

- Det kan være svært at forklare turen ned til havnen til en chauffør, der ikke taler dansk eller engelsk. Ofte har de også travlt, og det betyder, at de en gang imellem kører den forkerte vej derned, siger fragtdirektøren og tilføjer, at han blandt andet har kigget på muligheden for brugen af teknologiske løsninger, når lastbiler skal følges fra transportcenteret og videre ned på havnen.

 

- Med nutidens teknologi burde der kunne findes en løsning på det. Men i første omgang vil vi prøve at komme udfordringen i møde med lettere sprogundervisning blandt skrankepersonalet, siger Claus Riis og tilføjer, at undervisningen dog ikke er iværksat endnu.

Større fokus på fragt

Efter en lang karriere på havnen i Frederikshavn som fragtchef hos konkurrenten i Stena Line blev Claus Riis fristet af udsigterne til at fortsætte karrieren i samme branche, men under nyt tag, da han i slutningen af 2016 accepterede tilbuddet på Vendsyssels modsatte kyst.

 

- Efter 15 år hos Stena Line følte jeg, at tiden var inde til nye udfordringer. Og så fik jeg en unik mulighed for at komme med i ledelsen hos Fjord Line, som jeg slet ikke kunne sige nej til. Jeg blev især tiltrukket af Fjord Lines strategi om udvikling, vækst og udvidelser, siger Claus Riis og tilføjer, at udsigten til selv at sætte sit præg på den nyoprettede stilling også trak.

- Oprettelsen af en ny stilling som fragtdirektør betyder, at man fra ledelsens side har fået langt større fokus på fragt. Det betyder også, at fragtafdelingen er involveret i hver eneste beslutning og diskussion i ledelsen. Og det er en meget væsentlig ændring fra tidligere. Det er positivt for hele fragtvirksomheden i Fjord Line, at man har en direktør i den øverste ledelse, og det sender samtidig et signal til hele organisationen om, at fragt er en vigtig del af firmaet, siger Claus Riis og tilføjer:

 

- En anden væsentlig ændring er, at jeg har ændret navnet fra Fjord Line Cargo til Fjord Line Freight. Baggrunden er, at vi ikke har fokus på godset, men på selve transporten. Derudover er ”freight” et mere international udtryk, lyder det fra fragtdirektøren.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

493 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com