Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

- Vores fremtid er i Tyskland

8. marts 2018  |  

Af Redaktionen

Tyskland er E3's vigtigste marked.

Tyskland er det absolut vigtigste marked for speditions- og transportvirksomheden E3, der har hovedsæde midt i Padborgs pulserende transport-mekka – ganske kort fra den tyske grænse.

 

Det er da også i nabolandet mod syd, væksten befinder sig for E3, der dog på det seneste også er begyndt at kigge længere mod syd og øst i jagten på nye forretningsmuligheder.

 

Fokus på Tyskland

E3 Gruppen blev grundlagt i Kruså i 1962 af A.C. Jørgensen som en familievirksomhed med speciale i spedition og transport. I starten var det et lille papirkontor, men med tiden kom der efterspørgsler på transporter, og i 1976 flyttede selskabet til Padborg.

 

I dag er det sønnen Per Jørgensen og hans stab af dygtige medarbejdere, der driver E3, der med tiden har vokset sig til en stor og afgørende spiller i den danske transportbranche – og i dag beskæftiger omkring 450 medarbejdere.

På trods af hovedsædets placering i Sønderjylland, er det i Tyskland, stort set alle E3’s aktiviteter finder sted. 80 procent af alle 230 chauffører i selskabets egen flåde på 180 enheder er tyskere, og alle egne biler er på tyske nummerplader. Derudover har E3 tilknyttet omkring 100 undervognmænd, hvoraf mange af dem har kørt for selskabet i over 40 år.

 

Administrerende direktør i E3, Per Jørgensen, kunne tale længe om selskabets aktiviteter i Tyskland, men fremhæver især forretningen med møbelkoncernen Jysk i Tyskland – Dänisches Bettenlager:

 

- Vi laver al distribution for Dänisches Bettenlager i Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien og Frankrig. Fra tre centrallagre i Tyskland overtager vi varerne og sørger for hele logistikken. Alle Dänisches Bettenlagers butikker har besøg af en af vores biler i løbet af en uge, siger Per Jørgensen, der flere gange under interviewet må lede efter de danske ord, da hans forretnings-tankestrømme foregår på tysk.

Han tilføjer, at 99 procent af alle medarbejdere i E3 taler tysk.

 

- Jeg tror på, vi har en fremtid og en eksistensberettigelse i Tyskland. Hvis vi skal udvide med flere kontorer, bliver det også i Tyskland. Det er dér, væksten ligger, siger Per Jørgensen, der alligevel ikke er afvisende over for at brede sig en smule mere ud til de øvrige tyske nabolande.

 

- Jeg vil gerne have, at vi geografisk holder os inde for et område, hvor vi er meget stærke. Men selv om Tyskland er vores hovedområde, skal vi lære at bevæge os i hele Europa, siger E3-direktøren.

Ikke til Benelux

I de senere år har E3 hentet stigende forretning hjem fra lande som Østrig, Schweiz, Polen, Slovakiet og Italien. Dog er Per Jørgensen mere tilbageholdende med at bevæge sig ind i Benelux-landene, fortæller han.

 

- Vi læsser og losser i Benelux-landene. Vi laver en smule i Holland, men det er svært at vokse der, for de er selv rigtig dygtige. Derfor har jeg aldrig for alvor forsøgt at få fodfæste i Holland. Derudover var vi i Luxembourg indtil slutningen af 1980’erne, men da deres chauffører blev de dyreste, var der ingen danskere tilbage der mere, siger Per Jørgensen.

Organisk vækst

Per Jørgensen mener, E3’s indtjening er for lav i forhold til omsætningen, hvilket han mener især skyldes den generelle udfordring med mangel på chauffører. Han forsøger derfor at være så fremadskuende som muligt for at minimere omkostninger og ledig kapacitet.

 

- Jeg prøver at kigge så langt frem som muligt, for jeg vil helst ikke sidde inde med for meget materiel. På personalesiden er det omvendt; der vil jeg hellere være lidt flere, end der er behov for. Men der bliver ikke tale om at flytte E3 til Tyskland. Vi vil fortsætte med at være en Padborg-virksomhed, siger Per Jørgensen, der i januar købte sine to søskende ud af E3’s ejerkreds.

Han vil helst, at E3 vokser sig større på naturlig vis, men han afviser ikke opkøb, hvis den rigtige mulighed byder sig.

- Omsætningen har ligget stille de senere år, men vi forventer stigende omsætning i år og de kommende år. Hvis man skal vokse, kan det være nødvendigt at opkøbe virksomheder, men jeg vil allerhelst vokse organisk. Man skal være meget varsom med opkøb, siger Per Jørgensen.

 

Han tilføjer, at han flere gange har fået løse tilbud om opkøb af E3 – en enkelt gang blev der endda lagt en konkret pris på bordet. Men at sælge familievirksomheden kommer ikke på tale, siger han:

- Vi har en god hverdag. Det sætter jeg stor pris på. Vi kan selv bestemme, hvordan vi skal drives, og det giver livskvalitet, siger E3-direktøren.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

1010 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com